IOC og OL i Paris følger standard for bæredygtige møder og events
OL er siden 2012 certificeret med standarden for bæredygtige event ISO 20121:2012, og OL i Paris følger den opdaterede ISO 20121:2024
Den Olympiske Komité har siden OL i London i 2012 arbejdet strategisk med bæredygtighed i planlægning og afvikling af alle olympiske lege, hvor de for første gang implementerede ISO 20121 – en international standard for bæredygtighed i event- og mødebranchen.
I år er det Paris, der har værtskabet, og den opdaterede udgave af standarden, som blev lanceret i foråret, bliver anvendt på sommerens OL i den franske hovedstad.
Startede ved OL i London i 2012
Den Internationale Olympiske Komité (IOC)'s bestræbelser på systematisk og kontinuerligt at forbedre bæredygtighedsindsats på tværs af sine virksomhedsbegivenheder har resulteret i, at IOC har modtaget certificering med den internationale standard ISO 20121:2012.
ISO 20121-certificeringen blev for første gang givet til de olympiske lege i London i 2012 og har været banebrydende for hvordan IOC afholder sportsbegivenheden. Det er siden blevet et af bæredygtighedskravene for alle olympiske lege, hvor Rio 2016, PyeongChang 2018, Tokyo 2020 og Beijing 2022 alle er blevet certificeret.
Standarden bruges også i stigende grad af store sportsgrene og andre begivenhedsarrangører.
Anerkendt standard
ISO 20121 er en internationalt anerkendte bæredygtighedsstandard for event- og mødebranchen.
- ISO 20121 er en ledelsessystemstandard, der kan hjælpe aktørerne i event- og mødebranchen med at arbejde systematisk med bæredygtighed, både på den store klinge og helt ned i detaljen. Og det er der behov for med alle de nye krav om bæredygtighed, de skal leve op til ift. energiforbrug, affald, tilgængelighed og diversitet. Standarden kan netop hjælpe branchen med at dokumentere, at den lever op til de øgede krav og ønsker fra mennesker, marked, nationale og internationale myndigheder omkring miljømæssig, social, samfundsmæssig og ledelsesmæssig ansvarlighed, fortæller Berit Holbech Asmussen, chefkonsulent i Dansk Standard.
Læs mere: Ny udgave af standard gør bæredygtighed lettere for events og møder